På generalforsamlingen i efteråret 2010 fortalte vi, at Aarhus Kommune havde oplyst, at jem & fix havde opsagt lejemålet på Muslingevej til senest udgangen af januar 2011. Dette skyldtes blandt andet, at kommunens Teknik & Miljø afdeling havde stillet krav om, at virksomheden skulle overholde de gældende støj-krav, hvilket ikke var tilfældet, og hvilket ikke umiddelbart kunne lade sig gøre.

Få dage før jul fik vi imidlertid besked om, at jem & fix sammen med ejendommens ejer, Clas Remien Ejendomme, havde fået udarbejdet et forslag, som kunne afhjælpe støj-generne, og Aarhus Kommune har efterfølgende godkendt disse tiltag.

Det betyder, at jem & fix forbliver på adressen på Muslingevej.

Men det er også forklaringen på, at der er blevet opsat et træhegn ud mod Muslingevej for at dæmpe støjen fra P-pladsen, samt et hegn foran porten til lagerhallen.
Sidstnævnte skal dæmpe for støjen fra trucken, som anvendes til at køre nye vareleverancer ind i forretningen, idet den væsentligste ændring bliver, at alle lastbiler med varer til jem & fix fremover skal læsse af på et areal bag Kvik Køkkener/Legekæden, hvorefter varerne skal bringes ind i forretningen via vejen mellem jem & fix og Molly Jo.
Der er i øvrigt lagt en række begrænsninger på antal daglige lastbiltransporter samt på det tidsrum, hvor de må komme, og hvor trucken må anvendes.
Desuden er det oplyst, at jem & fix har opsagt lejemålet under Molly Jo, hvorved transporten til naboejendommen bør ophøre indenfor kort tid.

Bestyrelsen samt arbejdsgruppen omkring jem & fix har selvfølgelig kommenteret forløbet samt fremlagt vores indsigelser og kommenter til løsningen. Det har bl.a. medført et positivt møde med kommunens miljø afdeling, som har fokus på sagen.

Vi følger selvfølgelig op på det videre forløb, ligesom bestyrelsen også fortsat arbejder med de afledte problemer som fx trafikforholdene på Muslingevej specielt og omkring Center Øst generelt – ligesom  vi også fortsat er af den opfattelse, at jem & fix er etableret ulovligt og i strid med Byplanvedtægt nr 5 for området, hvilket vi også fortsat vil forsøge at overbevise de ansvarlige hos Aarhus Kommune om.

 

 

 

 

 

 

Grundejerforeningen Skoleparken Egaa
Tilbage

 

Jem & fix fortsætter på Muslingevej

7.02.2011 / ft